Historien
Historien om Det Internationale Gulyasleves Selskab. Anno 1971.
En forsamling af yngre danskere og ungarere aftalte i september 1971 at mødes til en herrefrokost i form af en omgang ungarsk Gulyas suppe med tilhørende ungarske vine. Det foregik hjemme i min nyerhvervede have på Bækkeskovvej 43 i Brønshøj. De fleste af frokostdeltagerne arbejdede indenfor rejse og luftfartsbranchen, eller var journalister. Flere var ansat på Danmarks Radio. Jeg kendte i forvejen ungareren Gyula Mangold fra rejsebranchen, hvor han dengang var ansat i FolkeFerie og arrangerede rejser til Ungarn. Vi hidkaldte vore respektive venner af begge nationaliteter. Det resulterede i, at to håndfulde yngre herrer mødte op den dag i september måned 1971.
Der var kommet mange ungarere til Danmark som flygtninge, efter oprøret mod Rusland i 1956, som var blevet slået ned, med store konsekvenser. I mange år kunne de eksilerede ungarere i udlandet ikke returnere, uden at risikere arrestation. Og lidt tankevækkende – I modsætning til mange af nutidens såkaldte ”immigranter” lærte ungarerne hurtigt at begå sig på dansk. De satte en ære i at arbejde, fremfor at ligge det danske samfund til last. Det var flittige mennesker. De fleste var gode til at finde et arbejde og de blev derfor hurtigt integreret. De lå ingen til last, tværtimod.
Gyula Mangold foreslog, at hans ven guldsmeden Laszlo Nemeth skulle fremtrylle en god ægte ungarsk Gulyassuppe. Personligt havde jeg aldrig tidligere smagt Gulyassuppe. Laszlo lavede lejlighedsvis Gulyas suppe til private selskaber. Det foregik i en stor gryde i værkstedet i baglokalet til hans guldsmedebutik på Vesterbrogade i København. Denne dag blev suppen forberedt og kokkereret af guldsmeden hjemme i mit køkken i villaen i Brønshøj. Vi andre nøjedes med at skrælle kartofler, hakke løg og ellers se til og drikke rødvin. Alle blev bænket udendørs i haven. På et tidspunkt i kampens hede brændte suppen på og røgen stod ud af køkkenvinduet.
Mens rødvinstågerne bredte sig, var der nogen der foreslog, at vi skulle starte en ungarsk klub og rejse til Budapest for at holde generalforsamling. De af os der arbejdede i rejsebranchen havde adgang til billige flybilletter. Vi blev enige om, at bestyrelsen skulle bestå af journalist og studievært Bent Bertramsen som formand samt hans gode ven filmfotograf Gergely Szabo, begge fra Danmarks Radio, samt af Gyula Mangold, guldsmed Laszlo Nemeth og undertegnede Harald Rytz, der dengang var ansat i Icelandair. Vi udnævnte Laszlo Nemeth til chefkok med ansvar for det kulinariske. De første mange år stod Laszlo for madlavningen til klubbens møder. Senere indførte vi såkaldte Madbander på 4-5 baroner, som på skift forestod kokkeriet.
En række andre medlemmer er igennem årene trådt ind i bestyrelsen og har aftjent deres værnepligt, som erstatning for hedengangne Baroner, der er draget videre til den evige Puszta. Lars Thybo lagde i en årrække hotellokale til møderne og var ligeledes klubbens kasserer, senere overtog ambassadør Niels-Jørgen Nehring kasserer-hvervet. Han er siden blevet erstattet af Rud Tikjøb. Jørgen Mouritzen var sekretær. Det var inden internettets pestilens tog over på godt og ondt. Mou stod i mange år for korrespondancen med pen, kuverter og frimærker. Siden trådte Lars Kristian Crone til og står nu for hjemmeside og medlems-korrespondance.
De fem agtværdige herrer, som udgjorde den oprindelige bestyrelse, besluttede egenrådigt, at de var valgt for livstid, hvorefter forsamlingen skiltes i nogenlunde ro og orden. Undertegnede Harald Rytz har den tvivlsomme ære af at være den sidste overlevende blandt initiativtagerne og har i mange år været formand, eller Præsident, som vi også kalder det, for det agtværdige foretagende. Klubben afholder regelmæssigt 4-5 årlige møder og fra tid til anden også generalforsamling, som det forventes af en forening. Hvorvidt formands hvervet er på livstid, også for skribentens vedkommende, det vil tiden vise !
Hen på foråret 1972 – Et halvt års tid efter havemødet – ringede en af deltagerne for at spørge, hvordan det gik med generalforsamlings-rejsen til Budapest. Det havde de fleste af os svedt ud af hovedet. Gyula og undertegnede satte os derefter sammen og besluttede, hvem der kvalificerede til at blive optaget som medlemmer og dermed deltage i den kommende rejse til Ungarn. Vi besluttede, at der til enhver tid maksimalt måtte være 30 medlemmer. Jeg udarbejdede udkast til klubbens vedtægter, som siden blev godkendt på selskabets første generalforsamling i Budapest. Jeg gik ligeledes i gang med det mere praktiske med at arrangere den første rejse til Ungarn. Mange fulgte senere.
Den daværende direktør for det ungarske flyselskab Malev, Dr. Berky, viste sig fra den generøse side og skaffede gratis flybilletter til alle. Den lukrative aftale om billetter holdt i adskillige år. Det fremmede selvsagt interessen for at være med. Fra starten var det Guyla Mangold, Bent Bertramsen og undertegnede der besluttede, hvem der kvalificerede sig til at blive optaget som medlemmer af Baroniet.
Dr. Berky mente, at arrangementet ville skaffe god reklame og presse-omtale af både Ungarn og flyselskabet Malev. Ikke mindst, fordi der blandt medlemmerne var adskillige, som var noget ”ved musikken” såsom Poul Bundgaard, Ove Verner Hansen og TV kendisser som Bent Bertramsen.
Den første rejse til Budapest, med knapt 20 deltagere, løb af stablen i april måned 1972. Klubben blev behørigt stiftet og bestyrelsen og foreningen konstituerede sig under navnet ”Det Internationale Gulyasleves Societet” med det ædle formål at udbrede kendskabet til den ægte ungarske Gulyas suppe til den ganske verden, som det hed i papirerne. Ikke noget med kød og kartoffelmos, men en gedigen tyk suppe, som udgør et måltid i sig selv. Dertil passende vine. Ofte af ungarsk oprindelse.
Vedtægterne blev godkendt på mødet og der blev lavet behørige medlemslister, visitkort, emblemer og ikke mindst en officiel suppeopskrift. Siden er der løbet rigtig MEGET vand, eller måske rettere, ”suppe i åen”.
Det vil føre for vidt at gå i detaljer fra de utallige herreture og rejser igennem årene – Ingen episoder nævnt og absolut ingen glemt, som man siger. Rejserne blev en årligt tilbagevendende begivenhed, ligesom de hyppige suppe-sammenkomster i Danmark, hvor medlemmerne på skift stod for kokkeriet. Først i privat regi, siden gennem 10 år i Lars Thybos morgenmads restaurant under Hotel Cosmopole i Colbjørnsensgade i København, derefter i 9 år hos Jahn Schapiro i Profil Rejsers kantine på Gl. Kongevej ved Vesterport. Herefter i en lang årrække hos Finn Heiner i hans flotte selskabslokaler ved bopælen i Vordingborggade på Østerbro i København.
I de senere år har møderne af praktiske årsager fundet sted ude i byen på restauranter, såsom Svane Pub og Under Uret, hvor kokkene behørigt instrueres om suppekogningens kunst. Klubben sørger for et arsenal af de nødvendige ingredienser og krydderier, samt remedier, herunder en meget stor suppegryde. Baroniet mødes den 2. tirsdag i lige måneder, bortset fra juni-august, hvor der lejlighedsvis afholdes møder i privat regi.
De første mange år gik rejsen altid til Budapest, eller andre steder i Ungarn. For at udvide horisonten er turene siden også gået til en lang række af de øvrige østeuropæiske lande og oversøisk så langt som både Nord og Sydamerika. Baronerne er således draget afsted på missioner og dannelsesrejser med et utal af ekskursioner igennem årene og har bla. besøgt følgende steder:
Budapest, Prag, Bratislava, Wien, Luxembourg, Zagreb, Beograd, Warszawa, Krakow, Tallinn, Riga, Vilnius, Minsk, Odessa, Lviv, Kiev, Bucharest, Stockholm, Helsinki, Halifax, Buenos Aires.
Da det kom på tale at fejre foretagendets 10 års jubilæum, opstod der tvivl om, hvilket år klubben blev grundlagt. Det problem fandt sin løsning. Jeg erindrede, at jeg havde gjort et forsøg med at producere pærebrændevin ved at hænge flasker op i mit store pæretræ i haven, det år. En enkelt af flaskerne, hvor pæren vokser sig stor, inden i flasken, havde overlevet. Jeg havde skrevet årstallet 1971 under flasken !
Selskabets runde jubilæer har gennem årene været fejret med passende gallamiddage, både med og uden ægtefæller. To gange lagde Peter Liep i Dyrehaven lokaler til Baronerne, først ved 10 års jubilæet og senest ved 25 års jubilæet. Klubbens 35 års jubilæum blev fejret på Kystens Perle i Helsingør.
En række andre jubilæer er naturligvis blevet afholdt under pomp og pragt både i Budapest og herhjemme, med deltagelse af alt fra hedengangne parti-genosser i kommunisttiden, til ambassadører og honoratiores.
Til trods for Coronaens hærgen, lykkedes det i 2021 at afholde selskabets 50 års jubilæum under passende rammer med ægtefæller på Kragerup Gods på Sjælland. Udvalgte billeder fra rejse-aktiviteter og fester kan beskues på klubbens hjemmeside. www.gulyas.dk Her findes der også en fortegnelse over de nuværende medlemmer, samt ikke mindst opskriften på den ægte Gulyasleves suppe.
55 års jubilæet blev markeret med en herrefrokost i Grøften i Tivoli den 11. august 2026, hvor det blev konstateret, at klubben stadig eksisterer i bedste velgående med 25 aktive og 5 passive medlemmer.
Harald Rytz,
Ribe. 2026, Formand for Gulyasleves Selskabet.